Der var engang ... Under Kong Christian den 4. voksede København - Nyboder, Christianshavn og en mængde andre nybyggerier blev anlagt, havnen blev udvidet mod nord til Toldboden, og der blev bygget et nyt voldanlæg i en bue udenom den voksende hovedstad. I 1647 flyttede den østlige købstadsbyport, Østerport, nordpå fra hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade til et område nær Nyboder. Nogle år senere (1662-63) blev Kastellet blev anlagt, og en ny Østerport blev bygget i 1708, omkring der hvor den nuværende s-togstation ligger i dag. Hovedstadens tre kunstigt anlagte søer - Peblinge Sø, Sortedams Sø og Sankt Jørgens Sø – der i dag strækker sig som en lettere buet åre gennem hovedstaden - lå oprindeligt som en lang ådal udenfor byens volde. Udover at være en del af byens forsvarsværk indgik Peblinge og Sortedams søerne også i byens vandforsyning. I årene 1705–1727 foretog man oprensninger af de to søer, samtidigt med, at de blev gravet dybere og kanterne blev rettet til, så de fik deres nuværende form. Bag voldene var pladsen blevet trang med et voksede indbyggerantal, og de sanitære problemer var store. Byens omfang var ikke blevet udvidet synderligt siden Christian IV's tid, og befolkningen, som samtidig firedobledes, var derfor været tvunget til at bygge højere og presse sig sammen. Og indtil midten af 1800-tallet var området udenfor søerne på det nærmeste ubebygget. Københavnerne var ved at blive mast inde bag voldene. |
Udenfor byens volde lå demarkationszone. Aksen dannet af det nuværende Jagtvej-Falkoner Alle udgjorde grænselinien for demarkationszonen, som var nødvendig for hovedstadens befæstning. Artilleriet på de københavnske volde skulle have frit udsyn over omegnen, og kun få bygninger fik tilladelse til at ligge der. Men i midten af 1800-tallet valgte man at slække på demarkationslinjen og indførte fuld byggefrihed uden for søerne. Byggeriet fik derefter et kraftigt opsving på først og fremmest det der blev til Nørrebro og Vesterbro, og Frederiksberg. |
Østerbro var landligt, grønt og sumpet langs med kysten. På indre Østerbro begyndte man, at bygge, og man forestillede sig, at Østerbro skulle være en forsættelse af Frederiksstaden med flotte, prægtige ejendomme og palæer. I begyndelsen af 1800-tallet var jorderne på ydre Østerbro blevet udstykket og benyttet til landbrug og gartneri. Og da København for alvor fik vokseværk i slutningen af 1800-tallet begyndte det også at gå ud over Østerbro forstad. Indbyggerantal for bydelen eksploderede: der boede omkring 1500 mennesker i 1850, og næsten tres år senere - i 1906 - var tallet 66.000. |
De første, der flyttede til Østerbro, var velhavende mennesker: forretningsfolk, militærfolk og embedsmænd fik bygget villaer - bl.a. i Rosenvænget, der siges, at være Danmarks ældste villakvarter - og høje etagebygninger med store, rummelige lejligheder. Til de mere velstående arbejderne byggede man ejendomme med mindre lejligheder, der især kom til at ligge i kvarterne omkring Ryesgade og Århusgade. Men nogle af de første egentlige boliger til arbejderne var Lægeforeningens Boliger, der blev opført efter den store koleraepidemi i 1853, hvor rigtig mange københavnere døde. Det var især fattige, der boede tæt sammen i usunde boliger, der blev smittet med sygdommen. Derfor ønskede Lægeforeningen, at der blev bygget nye sunde boliger uden for voldene, hvor luften var langt mere frisk. Sådan opstod Brumleby.
Samtidigt rykkede industrien ud til Østerbro, og der dukkede en del større og mindre fabrikker op. Særlig betydning for bydelen fik havnen, især Frihavnen, der blev anlagt i 1890-1894.
Men byggeriet på Østerbro skete uden nogen egentlig plan og det var først omkring 1900-tallet, at man fandt det nødvendigt at lave en egentlig bebyggelsesplan.
Skrevet af Jan Olsen
Månedens billede Herunder er der 12 billeder. Et for hvert af årets måneder. De fortæller alle en flig af Østerbros historie ... |
Her finder du nogle fakta om Østerbro ... ting du måske ikke vidste. Men nu ved du det!!