Om os

Østerbro lille Museum er et lokalt museum, der har sin oprindelse i Helge Østergaards lokalhistoriske samling, med billeder, bøger, effekter og arkiv, samlet gennem en årrække.

Helge Østergaard drev sammen med sin hustru den lokalhistoriske restaurant i Nordre Frihavnsgade med stor succes gennem 12 år. Her kunne tilbydes veltillavet middag, krydret med historier fra Østerbro, støttet af lysbilleder og foredrag. Da familien Østergaard i 2005 flyttede til Bornholm, købte Carl-Einar Jørgensen, formand og initiativtager til Nabo Østerbro i Odensegade 5-6, samlingen med støtte af Nordea Bank på Trianglen, Kirkefonde ved Østerbro Provsti og private. Tanken var et museum på Østerbro, der kan vise den historiske udvikling fra fortid til nutid.

Den 6. september 2008 modtog nogle af de frivillige bag museet Østerbro Lokalråds "Kulturbuketten 2008" på Victor Borges Plads. Anet Burchard fra lokalrådet sagde blandt andet, at "de arbejder dagligt med museets udstillinger, sortering, registrering samt renovering af museets lokaler."

"Der er altid brug for opbakning både med materialer, historier og erindringer og bidrag ved at blive medlem af Østerbro lille Museums venneforening," tilføjede hun.

Den 26. september samme år markeredes åbningen af Østerbro lille Museum med en reception i Vibenshave. Tilstede var daværende Kulturborgmester Pia Allerslev, der blev vist rundt af Carl-Einar Jørgensen. Til stede var mange af museets venner, foruden de frivillige, der udfører det store arbejde med indretning og registrering, og den lokale "verdenspressen".


Carl-Einar Jørgensen, stifter af Nabo Østerbro, og en af hovedkræfterne bag Østerbro lille Museum, der har sin oprindelse i Helge Østergaards lokalhistoriske Østerbrosamling. Da Helge Østergaard og familie i 2005 flyttede til Bornholm, købte Carl-Einar Jørgensen samlingen med støtte af fonde og private.

Willy Schou var drivkraften bag stiftelsen i 1964 af Øbroveteranerne, der i dag hedder Vibenshave og er en del af Nabo Østerbro. Østerbro lille Museum har til huse i lokaler under Vibenshave.

Østerbro lille Museums drift er baseret på frivillige medarbejdere, der løser mange forskellige opgaver. Arbejdet giver mange spændende oplevelser og ny viden om fortiden - samt glæden ved at give den videre til andre. Derfor kunne det ikke lade sig gøre at have et lokalhistorisk museum uden frivillig arbejdskraft.


I tilknytning til museets drift findes en venneforening, der har stået for indretning og registrering af de mange billeder, bøger og effekter. Venneforeningen afholder sin årlige generalforsamling i marts.

Medlemskab kr. 200 kroner (Arbejdernes Landsbank reg. nr.: 5301 konto nr.: 533967).

Indbetal beløbet og udfyld feltet (meddelelse til modtager) med dine kontaktoplysninger, også gerne en e-mailadresse. Eller send dine kontaktoplysninger i en mail til lillemuseum@gmail.com med emneordet nyt medlem, når du har indbetalt beløbet.

Herunder kan du se hvem du kan møde om fredagen nede i Østerbro lille Museum: Hanne, Nethe  , Peter.